Beretning 2025

Skrevet d. 27. februar 2025

Klik her for at læse som PDF, ellers se nedenstående…

 

Indledning:

1. Gymnastikopvisning, den 23. marts 2024
2. Nuværende sæson
3. Antal medlemmer
4. Køb af redskaber og rekvisitter
5. Kurser
6. Øvrige aktiviteter

Generalforsamling i BSI Gymnastikafdeling den 19. februar 2025.

Beretning ved Ilse Godtfredsen.

1. Gymnastikopvisning, den 23. marts 2024

Ud af sidste sæsons 14 hold var der 7 hold til opvisning, og det var en flot opvisning, de leverede. Pga. utilfredshed over tidspunkt for start, rykkede vi denne frem til kl. 10.30, hvilket fungerede godt både for de frivillige, der hjælpes ad før arrangementet og for de aktive gymnaster.

Alle 800 lodder til det amerikanske lotteri blev solgt uden besvær og vi havde 36 forskellige gevinster fra mange lokale sponsorer, som jeg her vil takke for deres bidrag til vores forening. Vi stod selv for salget i kantinen og dette tog nogle fra de Muntre Motionsdamer sig af, og det klarede de ret effektivt.

Umiddelbart efter indmarchen stod Catharina og Charlotte for en lille opvarmning, så alle gymnaster slog sig løs, så musklerne blev løsnet.

Der var i alt 23, der fik mærker, og som gave hertil, gav vi små skåle til 16, der fik 5 års mærke, glasskål til 2, der fik 10 års mærke, fyrfadslys til 1, der fik 20 års mærke, blå vase til 1, der fik 25 års mærke, blå skål til 1, der fik 35 års mærke, hvid vase til 1, der fik 40 års mærke og en lyserød vase til Inge Rasmussen, der fik 45 års mærke.

Vore 3 pokaler blev uddelt til:

Stina Sørensen fra Spring, cirkus og akrobatik, der fik fighterpokalen for børn. Mogens Espersen fik fighterpokalen for voksne og Karin Andersens vandrepokal blev uddelt til Kim Funder.

 

2. Nuværende sæson:

Vi deltog i Åbent Blistrup, sammen med rigtig mange andre foreninger, og der var god aktivitet og stemning i hallen. Vi gav de 10% rabat den dag, hvilket rigtig mange benyttede sig af.

Alle holdene startede planmæssigt. Camillas Jumping Fitness vinder frem med flere og flere deltagere. Janes to børnehold er en stor succes efter de er er skiftet til hallen. Der er mange småbørn med forældre på Familietons, hvor Nadja, Kim og Stina hjælper til på redskabsbanerne, og følger og trøster de små børn. Puslingeholdet er også meget populært, og de har det vældigt sjovt. Det kan dog godt være udfordrende at rumme alle børn, så det er godt hallen er så stor, at holdet kan deles lidt op.

Cross Dance holdet har i år været udfordret af mange aflysninger. Der er faldet nogle fra og nye er kommet til, men gymnastikken er den samme til gode rytmer og højt tempo. Catharina har opsagt sit job som instruktør, så vi er på udkik efter en ny til dette gode hold.

Lana og Thomas’ to spring hold er blevet nogle gode stabile hold med mange børn på. De er vilde med at springe på de mange redskaber, jonglere og finde balancen på linen. Holdet flyttede fra onsdag til mandag eftermiddag, hvilket gik uden problemer.

Der var kun et par pladser tilbage på Vivis to yogahold efter indmeldelsesdagen, så holdene blev fyldt op lige efter sæsonstart. Medlemmerne er meget trofaste og glade for Vivis form for yoga.

Lanas hold Kom i Form flyttede til mandag formiddag i gymnastiksalen. De fleste fulgte med, og nye er kommet til.

Onsdag aften overtager Ea gymnastiksalen med de mange forskellige gulvøvelser i WorkOutMoves, og dernæst StepAerobic, der også har sine trofaste medlemmer, og nye har fundet vej til begge hold.

De Muntre Motionsdamer er glade for deres instruktør Ea, der har mange forskellige måder at aktivere damerne på og mange rekvisitter kommer i brug. Fremmødet et lidt blandet, det er sjældent alle er der på samme tid, men sådan er det, når man skal tage hensyn til helbredet og børnebørnene.

På Karins ryghold har der været en del udskiftning, da vi har med særlig sårbare medlemmer at gøre. Nye er kommet til, der bliver glade for Karins empatiske måde at undervise på.

Karins herrehold er et fantastisk socialt hold. Hun lægger individuelle træningsplaner, så de får mest muligt ud af øvelserne, men kører også sit meget stabile program, der skal holdes, ellers bliver det bemærket. Hun må nogle gange skrue op for musikken for at overdøve de mange samtaler undervejs, som de ikke kan vente med til 3. halvleg i omklædningsrummet.

3. Antal medlemmer:

I 2024 var vi i alt 235 medlemmer, en lille stigning på 8 medlemmer i forhold til 2023. Vi har rimelig mange seniorer, der tæller 99, der er over 60 år, hvorimod børnegruppen under 12 år tæller 71 medlemmer.

4. Køb af redskaber og rekvisitter:

Ved sæsonstart købte vi 30 små bolde i forskellige farver og med ansigter på til de små børn, hvilket blev et sjovt supplement til de mange legeredskaber vi har. Derudover købte vi 10 store terapibolde, 4 sæt 3 kg og 1 sæt 4 kg håndvægte til hallen.

Den 15. juni fik BSI Gymnastik overrakt 10.000 kr. af Spar Nord Fonden i anledning af Spar Nords 200 års jubilæum. Disse penge blev hurtigt omsat til en ny nedsprings-måtte på 2×4 m. fra PE-Redskaber.

5. Kurser:

Ingen har været på kursus i 2024.

 

6. Øvrige aktiviteter:

En stor tak vil jeg give til de frivillige, der står med BSI-fanen for årets konfirmander i Blistrup kirke i foråret. Det betyder meget for selve højtideligheden og vi bliver synlige.

BSI Gymnastik er stadig med i GymGribskov. Det er et frugtbart samarbejde mellem kommunes gymnastikforeninger, der arrangerer legedag, uddannelsesdag og opvisning. Vi er dog ikke så aktive til disse arrangementer, og vi gør ikke brug af GymGribskovs tilbud om instruktørkorps, da vi har de instruktører vi skal bruge.

Vi har stor glæde af vores 3 facebookgrupper vi har. Især gruppen Blistrup Gymnastik bliver brugt flittigt af instruktører til beskeder og for at vise hvad der foregår på holdene. Det er en hurtig og effektiv måde at kommunikere på, så vi opfordrer alle medlemmer til at blive medlem af gruppen.

I årets løb har vi holdt 3 bestyrelsesmøder og 2 instruktørmøder.

 

Til sidst vil jeg takke bestyrelsen, instruktørerne og hjælpeinstruktørerne for et godt og konstruktivt samarbejde i året 2024.